Databehandleraftale
Sidst opdateret: 2026-10-10
Denne databehandleraftale ("DPA") indgås mellem dig som dataansvarlig og Halvfems Procent, CVR 46314697 ("Bygmer") som databehandler, i henhold til GDPR art. 28. Aftalen aktiveres automatisk, når du accepterer vores vilkår og uploader oplysninger om dine egne kunder.
1. Hvornår gælder aftalen?
Du er dataansvarlig for oplysninger, du indtaster om dine egne kunder (navn, adresse, email, telefon, fotos af byggepladsen, projektbeskrivelser osv.). Bygmer behandler disse oplysninger på din instruks for at kunne levere tjenesten til dig.
Oplysninger om dig selv som Bygmer-bruger (din email, firmainfo, betaling) er derimod omfattet af vores privatlivspolitik. Her er vi dataansvarlige.
2. Formål og instruks
Bygmer behandler kundedata udelukkende med det formål at:
- Oprette, gemme og opdatere tilbud i din konto.
- Generere PDF-tilbud og sende dem til den kunde, du angiver.
- AI-analysere billeder og beskrivelser, når du aktivt beder om det.
- Sende påmindelser til kunden, hvis du aktiverer dette.
- Lave backup og fejlfinding.
Du instruerer Bygmer via tjenestens UI: hver gang du opretter et tilbud, uploader et billede eller sender en mail, er det en dokumenteret instruks. Bygmer behandler ikke data til andre formål uden dit skriftlige samtykke.
3. Kategorier af data og registrerede
Registrerede: dine egne privat- eller erhvervskunder samt evt. kontaktpersoner hos leverandører.
Datatyper: navn, adresse, email, telefon, virksomheds-CVR, projektbeskrivelser, billeder af byggepladser, tilbuds- og faktureringslinjer, interne noter du skriver. Vi behandler ikke følsomme personoplysninger (fagforening, race, helbred m.m.), gør ikke det.
4. Bygmers forpligtelser
- Fortrolighed: Medarbejdere og evt. underdatabehandlere er pålagt tavshedspligt.
- Sikkerhed: TLS-kryptering i transit, adgangskontrol på database-niveau, krypterede backups, logging af administrativ adgang, 2FA på alle adminkonti.
- Brud på persondatasikkerheden: Vi underretter dig uden ugrundet ophold (og senest indenfor 48 timer), hvis der opstår et brud, der kan påvirke dine kunders data. Du er selv ansvarlig for at melde bruddet til Datatilsynet indenfor 72 timer, hvis det er relevant.
- Bistand: Vi hjælper dig med at svare på indsigts-, rettelses- eller sletningsanmodninger fra dine kunder, og med at lave konsekvensanalyser (DPIA) hvis det bliver nødvendigt.
- Audit: Vi stiller relevant dokumentation til rådighed og muliggør audit ved rimelig forudgående skriftlig varsel.
5. Underdatabehandlere
Du giver generel forhåndstilladelse til følgende underdatabehandlere. Hetzner, GatewayAPI og Mistral ligger i EU. Anthropic ligger i USA, se punkt 6:
- Hetzner Online GmbH (Tyskland), hosting, database, filer. DPA indgået.
- Hetzner Finland Oy (Finland), krypterede Storage-Box-backups. DPA indgået.
- ONLINECITY.IO ApS (GatewayAPI, Danmark), SMS til dine kunder, når du sender et tilbud som SMS. Data hos Hetzner i Tyskland. DPA indgået.
- Anthropic (USA), AI-analyse via Claude API. Data krypteret i transit, ingen modeltræning jf. Anthropic's API-politik. Databehandleraftale med standardkontraktbestemmelser indgår i Anthropics kommercielle vilkår. Data sendes til Anthropic, når du beder Bygmer om et tilbudsforslag eller opklarende spørgsmål, når en kunde udfylder din kundeformular, og første gang du sender et tilbud uden kundebeskrivelse, fordi Bygmer så skriver den. Data sendes også til Anthropic, når du uploader gamle fakturaer eller tilbud under Lær Bygmer op, og når du beder Bygmer hente dine trælastfakturaer fra Dinero. Har du læring slået til, sendes tilbudstitler og linjer også om natten, så Bygmer kan opsummere dit firmas priser. Læring kan slås fra under Indstillinger.
- Mistral AI SAS (Frankrig), fra 9. november 2026. AI-analyse via Mistrals API på EU-adressen, så data behandles i EU. Træning på vores data er slået fra. Databehandleraftalen indgår i Mistrals kommercielle vilkår. Bygmer bruger Mistral til de opgaver, hvor Mistral er lige så god som Anthropic, og Anthropic til resten. Data sendes til Mistral i de samme situationer som nævnt under Anthropic.
Dinero (Visma) er ikke underdatabehandler for Bygmer. Forbinder du dit Dinero, sender og henter Bygmer data i dit eget Dinero på din instruks, og Visma behandler dem efter din aftale med Dinero.
Ved ændring af underdatabehandlere varsler vi dig mindst 30 dage før via email. Du har ret til at gøre indsigelse, gør du det, kan vi i yderste konsekvens opsige aftalen.
6. Tredjelandsoverførsler
Anthropic er en amerikansk virksomhed, og AI-forespørgsler behandles i USA. Overførslen sker på grundlag af EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser (afgørelse 2021/914), som indgår i Anthropics databehandleraftale. Du kan få en kopi ved at skrive til os. Du kan begrænse overførslen ved at slå læring fra, skrive kundebeskrivelsen selv og lade være med at bede om tilbudsforslag. Der er i dag ingen indstilling, der slår Anthropic helt fra.
7. Varighed og ophør
DPA'en gælder så længe Bygmer behandler data på dine vegne. Ved ophør:
- Dine data eksporteres på anmodning i maskinlæsbart format (JSON/PDF).
- Vi sletter eller returnerer alle kundedata senest 90 dage efter ophør.
- Undtagelse: data, vi er lovpligtigt forpligtet til at opbevare (fx regnskabsmateriale jf. bogføringsloven, 5 år).
8. Lovvalg
DPA'en er underlagt dansk ret og skal læses i sammenhæng med GDPR og databeskyttelsesloven. Tvister afgøres ved Retten i Kolding.
9. Sådan udøver du dine rettigheder som dataansvarlig
Har du brug for en kopi af en fuld skriftlig DPA (fx til din egen compliance-dokumentation), download af dine kundedata, hjælp til at besvare en kundes anmodning eller oplysning om en underdatabehandler, så skriv til: